Sådan taler I om tabuer, når ordene sidder fast

Har I svært ved at tale om det, I ikke plejer at tale om? De fleste par kender fornemmelsen: samtalen nærmer sig et emne, og pludselig sidder ordene fast. Det kan være en fantasi, en grænse, en usikkerhed ved kroppen eller noget helt fjerde. At tale om tabuer er svært, ikke fordi vi mangler noget at sige, men fordi vi mangler et sprog, der føles trygt at sige det i. Denne artikel ser på, hvorfor det er sådan, og hvordan sproget langsomt flytter sig, når vi tør bruge det.

Hvorfor visse emner sidder fast i halsen

Et tabu er et emne, der er omgærdet af en uskreven regel om, at man helst ikke taler om det. Reglen står sjældent nogen steder — vi har bare lært den. Vi har mærket, hvornår en stemning blev anspændt, hvornår et blik gled væk, hvornår en voksen skiftede emne. På den måde bæres tabuer videre fra generation til generation uden at nogen behøver at sige dem højt. Netop derfor føles de så selvfølgelige, at vi ofte tror, de er naturlove frem for aftaler, vi kan lave om.

Når det gælder erotik, nydelse og intimitet, spiller flere ting sammen. Vi mangler tit ordene, fordi vi aldrig har hørt dem brugt roligt og voksent. Vi frygter at blive misforstået eller dømt. Og vi er bange for, hvad et emne kan sætte i gang — hos os selv og hos den anden. Skammen fungerer som en slags bremse: den får os til at tie, længe før vi overhovedet har prøvet at tale.

Sproget er ikke neutralt

De ord, vi har til rådighed, former, hvad vi kan sige. Mange oplever, at der findes to yderpunkter, når man skal sætte ord på krop og lyst: det kliniske og lægefaglige på den ene side, og det grove eller pornografiske på den anden. Ingen af delene passer særlig godt til en fortrolig samtale mellem to voksne. Midterfeltet — det rolige, hverdagsagtige, respektfulde sprog — er der, mange af os aldrig har fået øvet os i.

Derfor er det ikke tegn på svaghed, at det er svært at finde ordene. Det er tegn på, at man er ved at bygge et ordforråd op fra bunden. Og her sker der noget vigtigt over tid: jo mere vi taler om et emne, jo mindre farligt bliver det. Ord, der føltes umulige at sige første gang, bliver almindelige tiende gang. Sproget flytter sig, når vi bruger det — ikke før.

Kort forklaret

Et tabu holder sig i live gennem tavshed. Hver gang et emne omtales roligt og respektfuldt, mister det en lille smule af sin magt. Man behøver ikke sige det perfekt — man skal bare begynde at sige det.

Sådan kommer I i gang med et svært emne

Der findes ingen genvej, der fjerner ubehaget helt. Men der er måder at gøre samtalen mere overkommelig på. Tænk mindre på at sige det rigtige og mere på at åbne en dør, I kan gå igennem sammen.

• Vælg et roligt tidspunkt uden pres — ikke lige før I skal sove, og ikke midt i en konflikt.
• Sig, at emnet er svært for jer, før I går i gang. At benævne ubehaget gør det ofte mindre.
• Tal om jer selv frem for at vurdere den anden: ‘Jeg tænker nogle gange på …’ rammer blødere end ‘Du gør aldrig …’.
• Aftal, at ingen skal beslutte noget her og nu. En samtale må gerne kun være en samtale.
• Giv plads til pauser. Tavshed betyder ikke afvisning — nogle gange betyder det bare, at der bliver tænkt.

Læg mærke til, at ingen af punkterne handler om at have svaret klar. De handler om at gøre rummet trygt nok til, at ordene kan komme. Når trygheden er der, plejer sproget at følge efter.

3 spørgsmål til hinanden

• Er der noget, du gerne ville kunne tale med mig om, men holder tilbage?
• Hvornår har du det bedst med at snakke om det private — og hvornår slet ikke?
• Hvad ville gøre det lidt lettere for dig at sige det, der er svært?

Når svaret ikke er ord med det samme

Nogle gange løber en samtale ud i sandet, og det kan føles som en fiasko. Det er det sjældent. Et emne, der er nævnt én gang, er lettere at vende tilbage til næste gang. I behøver ikke nå i mål på én aften. Faktisk er de fleste svære emner noget, man taler om i etaper over tid, med perioder imellem, hvor tankerne får lov at ligge og modne.

Vær også opmærksom på, at ikke alle tabuer skal opløses. Nogle grænser er sunde, og et nej er et fuldgyldigt svar. Formålet er ikke at presse hinanden til at tale om alt, men at fjerne den tavshed, der skyldes skam frem for et reelt ønske om privatliv. Der er forskel på ‘det vil jeg helst have for mig selv’ og ‘det tør jeg ikke sige’.

Pro-tip: Prøv at sætte ord på ubehaget i stedet for at skjule det: ‘Jeg mærker, at jeg bliver lidt genert nu.’ Det lyder småt, men det gør ofte den anden mere rolig — og dermed samtalen lettere for jer begge.

Hvordan sproget flytter sig i et forhold

Over tid udvikler par ofte deres eget sprog for det private: et par ord, en vending, en lille joke, der gør det muligt at tage et ømtåleligt emne op uden at det bliver tungt. Det sprog opstår ikke af sig selv. Det vokser frem, hver gang I vover jer ud i en samtale og opdager, at det gik — at ingen blev afvist, og at verden ikke faldt sammen. Sådan bliver det, der engang var et tabu, efterhånden til noget, I bare kan tale om.

Kort opsummering

• Tabuer holdes i live af tavshed og læres ofte uden ord.
• Det er svært at tale om tabuer, fordi vi mangler et roligt, voksent sprog — ikke fordi vi mangler noget at sige.
• Sproget flytter sig, når vi bruger det: emner bliver mindre farlige, jo oftere de nævnes.
• Gør samtalen tryg frem for perfekt — vælg tidspunktet, tal om dig selv, og giv plads til pauser.
• Et nej og et ønske om privatliv er lige så gyldige som en åbning; formålet er at fjerne skam, ikke grænser.

At tale om tabuer er en færdighed, man øver sig i, ikke en prøve man består. Vær tålmodige med hinanden, og husk at små skridt tæller. Oplever I vedvarende ubehag, smerter, angst eller mistrivsel omkring krop og seksualitet — eller er der mistanke om overgreb — så søg professionel hjælp hos egen læge, en sexolog, en gynækolog eller Center for Voldtægtsofre. Nogle samtaler er lettere at tage med en fagperson ved siden, og der er intet forkert i at bede om den støtte.